Teologisporet

Teologisporet er vores nyeste, top-relevante spor til dig, der tør lade dig udfordre og give din (måske) spirende teolog i maven mulighed for at vokse.

Hvem er teologisporet for?

Teologisporet er for dig, der overvejer (eller har lyst til at overveje), om du har en spirende teolog i maven. Hvor end du er på skalaen fra “afklaret til helt i tvivl”, så er dette spor din mulighed for at blive klogere på, hvad teologi som studie og uddannelse har at byde på. 

Omvendt kan teologisporet også være for dig, der bare gerne vil udfordre dig selv og nørde igennem på teologien, men ikke nødvendigvis ser dig selv som fremtidig teolog.

Teologisporet er helt sikkert for dig, der har et klart mål om at tage en bachelor i teologi. På teologisporet bliver du forberedt på og får mulighed for på forhånd at smage lidt på mange af de fagemner, du vil støde på i dine fremtidige studier.

Adam blev afklaret

Jeg startede på teologisporet helt uden forventninger, men er nu blevet helt vild med teologi, og tænker jeg skal starte på MF næste gang de har optag! Så det bedste ved teologisporet for mig var nok, at jeg blev afklaret på min fremtid. (Adam Ostersen, elev F24)

Teologisporet i praksis

Vi ønsker i faget at lade dig afprøve de forskellige teologiske grunddiscipliner og samtidigt drøfte, hvordan disse hænger sammen med livet i troen på Gud.

Teologisporet er et valgfag, du følger én gang ugentligt over det meste af dit højskoleophold. På teologisporet vil du derfor blive undervist sammen med det samme hold, når du hver uge dedikerer en formiddag til teologisporet. Den primære udskiftning vil finde sted forrest i klasselokalet, hvor vores egne undervisere, såvel som eksterne undervisere, på skift vil behandle forskellige spændende og relevante teologiske emner og fagområder. 

For at give den bedst tænkelige undervisning har Dansk Bibel Institut (DBI), Menighedsfakultet (MF) og Aarhus Universitet (AU) givet tilsagn om, at det blandt andet vil være nogle af deres dygtige undervisere, der vil undervise på teologisporet.

De første 10 uger vil vi arbejde med forskellige fagemner, der spænder vidt fra f.eks. etik og dogmatik til eksegese og praktisk teologi. Udover de forskellige fagemner vil vi også blive klogere på, hvordan teologistudierne på f.eks. AU, DBI eller MF kan se ud i praksis. Som afslutning på dette forløb vil vi på en ekskursion besøge en eller flere relevante uddannelsessteder og deltage i en forelæsning/undervisning. Desuden bliver der også mulighed for at komme i et kortere praktikforløb hos en præst eller organisationsansat teolog i en enkelt uge.

Som afslutning på teologisporet vil vi fordybe os individuelt i et selvstudie. Her får du en unik mulighed for at fordybe dig i et eller flere af de tidligere berørte emner, der særligt måtte have fanget din interesse. Og du får god hjælp og vejledning til at færdiggøre projektet. Den primære vejleder vil være David Ingemansen, der er ansvarlig underviser på kurset, men der vil også være mulighed for at få sparring hos AU, MF eller DBI.

Teologisporet er målrettet kursister på Lovsangsskolen og Passion på forårsholdene. Det er ikke muligt at kombinere Teologisporet med GDT. Hvis du som kursist på Lovsangsskolen vælger Teologisporet, vil dette blive dit valgfag i stedet for de øvrige valgfagsmuligheder.

Fagansvarlig

Ansvarlig underviser på kurset er David Ingemansen. David vil være den primære underviser på sporet og vært, når vi inviterer gæsteundervisere indenfor i klasselokalet eller tager på ekskursion. 

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vil du gerne høre mere om Børkop Højskole og vores elevers hverdag? Så modtag vores nyhedsmail. Vi kommer ikke til at spamme dig – det lover vi.