I foråret tager Lovsangsskolen, GDT og Passion sammen på studietur til Etiopien. I ca. 8 dage efterlader vi de trygge, fysiske rammer i Børkop og tager på eventyr på det store kontinent med den røde jord.
Du kan føle spændingen, når du går om bord på det store fly, der skal fragte dig til en helt anden verdensdel. Du har ikke været ude at rejse længe, men nu mærker du alligevel den velkendte fornemmelse, det alligevel er, når din krop bliver presset tilbage i flysædet, og flyet accelererer til høj fart ud ad startbanen. Gennem det lille vindue ser du nu lufthavnen, bilerne og markerne blive mindre og mindre. En sky skjuler nu udsigten, og det bliver helt hvidt for dit vindue. Næste gang du sætter fødderne på fast grund, er du i Afrika, nærmere bestemt Etiopien. Ud af flyet træder du ind i en mur af varme, en helt ny natur og en kultur med mennesker, der lever med Gud og hinanden på en helt anden måde end du er vant til. Eventyret venter, og du skal nu ud og udforske det sammen med nogle af dine bedste venner.
Du kommer til at møde mennesker, der vil dele deres inspirerende vidnesbyrd med dig. Mød fx den pioner, der startede en ny kirke under et træ, hvor han gennem flere år satte sig dag efter dag for at bede – indtil én mere kom til, og så én mere.
Studieturen er en integreret del af opholdet og forberedelse og efterbearbejdning er integreret i undervisningen. Ud over at give os et møde med mennesker, hvis tradition, kultur, kirke og tro kan udfordre og inspirere os, er studieturen også masser af gode oplevelser og en styrke for fællesskabet.
Studieturen er en øjenåbner, der sætter den daglige undervisning i perspektiv og viser dens relevans og aktualitet på nye måder.
Vi følger i øvrigt altid Udenrigsministeriets rejsevejledning.
Her kan I se nogle højdepunkter fra vores tur til Etiopien i 2020.