Lovsang handler om at have noget på hjerte; om at lede mennesker til Kristus igennem musik.
OBS: Studieturene på F22 (Passion og Lovsangsskolen) har vi set os nødsaget til at aflyse. I øjeblikket arbejder vi på et fælles alternativ med en fælles studietur for både Passion og Lovsangsskolen.
Siden foråret 2021 har vi udbudt vores nye kursus: Lovsangsskolen. Med Lovsangsskolen ønsker vi at udruste, forme og danne kommende musikere, sangere og lovsangsledere til at tjene med deres gaver i kirken i Danmark. Vi sigter på at danne og uddanne, sådan at I både opnår et større kendskab til Bibelen, luthersk teologi, lovsangsledelse og det musisk-faglige, men samtidig også bliver dannet personligt i mødet med udfordringer og oplevelser gennem undervisning og praksis.
Vores studietur til USA giver dig mulighed for at reflektere over din egen musik- og lovsangskultur, og du vil få mulighed for at møde nogle af de inspirerende navne, som du måske kender fra den internationale lovsangsscene.
På Lovsangsskolen er der plads til 14 kursister. I får et intenst fællesskab med hinanden om undervisning, sammenspil og bidrag med lovsangstjeneste i forskellige sammenhæng. Samtidig bliver I en del af Børkop Højskoles forårshold, som også rummer kurset PASSION.
Lovsangsskolen rummer primært fire elementer:
Igennem bibelfag og teologiske fag såsom troslære ønsker vi, at I får et rodfæstet og reflekteret teologisk ståsted.
Vi ønsker, at I får mulighed for at reflektere over jeres egen musik- og lovsangskultur i mødet med andre kulturer og lovsangstraditioner gennem fag, hvor vi vil diskutere og forholde os til de forskellige kulturer og strømninger, som vi bevæger os imellem.
Ved at udfordre jer til at tjene aktivt med lovsang og lovsangsledelse ønsker vi, at I gennem egne erfaringer, og sparring med medkursister og lærere, opnår en større praktisk erfaring og viden ift. at lede andre i fællessang og lovsang. Lede lovsang i relevante og forskelligartede sammenhænge, både på og uden for skolen, både med mange og få, både i en klassisk højmesse og til nyere gudstjenesteformer.
Gennem undervisning i sammenspil, sangskrivningsundervisning og praktisk lovsangsledelse ønsker vi at udruste jer med praktiske musikalske værktøjer og erfaring til at lede andre i lovsang og tilbedelse. Vi vil både gennemgå relevant musikteori og teori i forbindendelse med lovsangsledelse, men målet er hele tiden at få det udmøntet i praksis. Der er mulighed for at tilkøbe soloundervisning i en række instrumenter.
De fleste uger får vi besøg af en gæsteunderviser, som har erfaring med at tjene med musik i et kristent fællesskab. De bringer en mangfoldighed af udtryk med sig. Vi vil lære af dem… og ikke mindst spille sammen med dem.
Lovsangsskolen er blevet til i et samarbejde mellem Børkop Højskole, Worship Today og IM-Musik.
Opholdet er inddelt i 3 moduler: Rødder, Eventyr og Fordybelse.
I menuen kan du se mere om hvert modul, f.eks. hvilke fag der tilbydes.
Podcasten er til dig, der er vild med lovsang. Dig, der godt kan lide fordybelse. Dig, der godt kan lide en god og gedigen quiz. Udøvende musiker eller ej, så er Lovsangsskolen for dig!
Gå på opdagelse med Nicolai Sørensen, Michael Nygaard og David Kristoffersen, når de tager temperaturen på lovsangskulturen og går dybt i dilemmaer om tro, følelser, fællesskab, ledelse og meget, meget andet.
Find Lovsangsskolen på imedia.dk/lovsangsskolen eller hos din yndlings podcast-streamer.
Så reserver din plads på Lovsangsskolen F24 allerede nu.