Børkop Højskole

Del denne

Modul 2: Eventyr

Motto: Hvis du vil gå på vandet, må du ud af båden

Portraet 10

Tænk ikke begrænsende om dig selv. Udforsk i stedet!
"Jeg havde afvist, at jeg kunne lære at spille musik, men fik opmuntring og redskaber til at prøve kræfter med det på Børkop Højskole. Derfor tænker jeg ikke så begrænsende om mig selv længere - mere udforskende! Det samme er jeg begyndt at tænke i mit forhold til Gud: Måske kan Gud bruge mig på nogle måder, jeg ikke havde forestillet mig?!"  Mie Kühne, elev F18

 

I andet modul skal vi arbejde med at udvide vores komfortzone, realisere vores gudgivne potentiale og få nye erfaringer. Målet er at opdage, at livet med Gud og andre mennesker er et eventyr, som venter på at vi griber det, og som vi kan lade os gribe af.

 

Den bibelske grundfortælling for modul 2 er Matthæusevangeliet kapitel 14, vers 22-33. Virkeligt og symbolsk får Peter lov til at gå på vandet - men det ikke bølgerne, der bærer ham! Det er Jesus, som Peter viser tillid.

 

FÆLLESFAG I MODUL 2


GT - historien

Det gamle Testamente hedder sådan, fordi det rummer den gamle pagt mellem Gud og hans folk Israel. Samtidig er det grundlæggende for os kristne og hjælper os med at forstå baggrunden for den nye pagt, Gud har indgået med os i dåben. Vi vil fokusere på den røde tråd gennem Det Gamle Testamentes forkyndelse af Guds frelsesplan og forberedelsen til Guds komme til verden.

 

Identitet

I modul 2 handler undervisningen i identitet om mødet med de andre. Dette møde giver dig uvurderlig indsigt i, hvem du selv er, og dermed hvordan du møder de andre i lyset af temaer som skyld, skam, tilgivelse og genoprejsning. Undervisningen er båret af at forstå sig selv ud fra et grundlæggende kristent menneskesyn.

 

Johannesevangeliet

Evangeliernes beretninger om Jesu liv, død og opstandelse er en grundsten i den kristne tro. I foråret vil vi særligt benytte Johannesevangeliet som kilde. Det er et evangelium, som særligt fokuserer på betydningen af historien om Jesus for os, der lever i dag. Johannes selv siger om sit evangelium, at det er skrevet, "for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn."

 

Tal om tro

3 gange i løbet af kurset mødes I med modne kristne fra Børkop og omegn til samtaler om troen på og livet med Jesus.

 

Højskoleaftner

Hver onsdag aften er der højskoleaften. Her får vi besøg udefra og oplever troen "Fra en anden vinkel". Vi har paneldebat, spørgsmålsaften eller bearbejder temaer, der har betydning for vores fællesskab. Alt sammen i bibelhøjskolens ånd med "øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden" (N.F.S. Grundtvig).

 

Studietur til Etiopien

I uge 9 og 10 tager vi på studietur til Etiopien. Læs mere om studieturen her.

 

VALGFAG I MODUL 2

 

Hebræerbrevet

Et vigtigt nytestamentligt skrift, som binder Det Gamle Testamente sammen med Det Nye Testamente og hjælper os med at forstå Jesu unikke betydning for os og hele Guds frelseshistorie.

 

Go Creative I

Fortsættes fra modul 1.

 

Træklatring

Faget sætter fokus på kroppen som Guds skaberværk, ved at udforske kroppens styrke, fysik og balanceevne. Du får viden og kendskab til disse igennem introduktioner og klatringsøvelser i sværhedsgrad tilpasset til dig.

 

Sammenspil og lovsang I

Fortsættelse fra modul I.

 

Urhistorien

De første 11 kapitler i Bibelen giver baggrunden for hele den bibelske fortælling og rummer en mængde spændende beretninger, der både lærer os en masse om, hvad det vil sige at være menneske og hvad Guds plan er med os.

 

Mountainbike

Du kommer til at modtage basal introduktion til mountainbike, hvorefter du udfordres af de danske skove og vegetationer. Navigation bliver her en integreret del. Introduktion til gps navigation, kortlæsning og sporløs færden, er derfor selvskrevet.

 

Jazz og blues sammenspil

For dig, der gerne vil prøve kræfter med to lidt mere krævende genrer: Blues og jazz. Her er der plads til at improvisere på instrumenter og sang, til at lege og til at blive max udfordret. Det er musik, som rører ved dybe følelser i os, som kan styrke din personlige gennemslagskraft og som kan bringe dig i kontakt med ukendte sider af dig selv.

 

Bibelsk lederskab

I dette fag går vi på opdagelse i, hvordan lederskab ser ud i Bibelen og hvad vi kan lære af de bibelske ledere. Men vi lader os også inspirere af moderne ledelsesteori fra Stephen Covey til Bent Jakobsen.

 

Åbent værksted (glas)

På åbent værksted kan du få en indføring i glas og demed få adgang til at bruge glasværkstedet i din fritid og vejledning og udfordringer til at gå ind i skabende processer. Kom og prøv at give dine tanker et udtryk, skabe noget der handler om noget eller bare lege med glas som materiale. Nysgerrighed er den eneste forudsætning, der kræves.

 

 

 NB: Ret til ændringer forbeholdes. 

Vokseværk