I fjerde modul vil vi særligt arbejde med kaldet, valgfrihedens tyranni og modet til at prioritere.
Se bagom og få stærkere relationer
“Jeg har oplevet, at jeg ser og møder andre på en anden og bedre måde, efter jeg har lært mere om identitet og psykologi. Jeg er bedre til at se bagom. En bemærkning, der før ville gøre mig ked af det, går nu først gennem hovedet, så jeg forstår, hvorfor en anden siger, som han gør. Det har gjort mine relationer stærkere.”
Tobias Arendt Laursen, elev F18
Den bibelske grundfortælling for modul 4 er Jonas’ Bog. Profeten Jonas fik et tydeligt vink med en vognstang om, at Gud ønskede ham til Nineve. Hvis Gud virkelig vil have dig et bestemt sted hen, har han rigeligt med venner og hvaler til at hjælpe sig. Men hvordan ser Guds kald og ledelse ud i livets og troens små og store valg?
Vores relationer er afgørende for, hvem vi er. I både 3. og 4. modul vil identitetsundervisningen fokusere på, hvordan vi skaber, fastholder og udvikler gode og stærke relationer. Herunder inddrages også kønsidentitet og parforhold. Gennem undervisningen får du indsigt og redskaber til at finde din identitet ud fra et grundlæggende kristent menneskesyn.
Luthers måde at tænke om vores roller og beskæftigelse, det Luther kaldte livet “i kald og stand”, vil vi fordybe os i, fordi der heri er god hjælp til at forstå, hvad det er, Gud kalder os til.
Vi vil også arbejde med nadveren. Den bibelske baggrund for nadveren, men også kirkenes forskellige nadversyn og nadverpraksis.
En dag med besøg af en lang række foreninger, som ud fra et kristent værdigrundlag arbejder for en værdig sag. Gennem peptalks, samtaler og konkrete tilbud får du mulighed for at teste, hvad dit hjerte er i brand for, og hvad Gud kalder dig til at engagere dig i.
Hver onsdag aften er der højskoleaften. Her er der fokus på fællesskab, samtale, spørgsmål og debat. Nogle gange får vi besøg af mennesker med en tankevækkende livshistorie eller en brændende hjertesag.
I dette fag vil vi gå på opdagelse i, hvad Det Nye Testamente lærer os om nådegaver, hvad nådegaveudrustning betyder for vores tjeneste, og hvilke nådegaver vi hver især er udrustet med.
Klimakrisen har fået bæredygtighed på alles læber. Som kristne har vi den stærkest tænkelige motivation for at engagere os i kampen for at passe på vores klode. Vi er nemlig overbevist om, at det er en bundet opgave vi har fået af skaberen. Men hvad er op og ned i klimadebatten? Hvad batter i virkeligheden? Vi skal arbejde med, hvordan vi konkret kan lære at leve mere bæredygtigt – og måske også gøre Børkop Højskole mere bæredygtig.
Gud blev menneske! Det er så skelsættende en begivenhed, at vores tidsregning er indstillet efter den, og vi fejrer Jesu fødselsdag som årets største fest. Vi vil bruge ugerne op til jul på at forberede og gennemføre et projekt, som skal velsigne mennesker omkring os med den glæde for hele folket, som englen forkyndte for hyrderne på marken julenat.
NB: Opdateret 13.8.2019 – ret til ændringer forbeholdes.