I andet modul skal vi arbejde med at udvide vores komfortzone, realisere vores gudgivne potentiale og få nye erfaringer. Målet er at opdage, at livet med Gud og andre mennesker er et eventyr, som venter på at vi griber det, og som vi kan lade os gribe af.
Tænk ikke begrænsende om dig selv. Udforsk i stedet!
Mie Kühne, elev F18
“Jeg havde afvist, at jeg kunne lære at spille musik, men fik opmuntring og redskaber til at prøve kræfter med det på IMB. Derfor tænker jeg ikke så begrænsende om mig selv længere – mere udforskende! Det samme er jeg begyndt at tænke i mit forhold til Gud: Måske kan Gud bruge mig på nogle måder, jeg ikke havde forestillet mig?!”
Den bibelske grundfortælling for modul 2 er Matthæusevangeliet kapitel 14, vers 22-33. Virkeligt og symbolsk får Peter lov til at gå på vandet – men det ikke bølgerne, der bærer ham! Det er Jesus, som Peter viser tillid.
I modul 2 handler undervisningen i identitet om mødet med de andre. Dette møde giver dig uvurderlig indsigt i, hvem du selv er, og dermed hvordan du møder de andre i lyset af temaer som skyld, skam, tilgivelse og genoprejsning. Undervisningen er båret af at forstå sig selv ud fra et grundlæggende kristent menneskesyn.
Evangeliernes beretninger om Jesu liv, død og opstandelse er en grundsten i den kristne tro. I efteråret vil vi særligt benytte Matthæusevangeliet som kilde med udblik til Markus’ og Lukas’ versioner af evangeliet. Det er et evangelium, som særligt fokuserer på sammenhængen mellem Det Gamle Testamentes løfter og Jesus som opfyldelsen af dem.
Som forberedelse til studieturen til Israel vil vi forsøge at få et baggrundstæppe af viden og forståelse. Vi vil stille skarpt på landet og folket Israels fjerne og nære historie, på geografien og kulturen, på arkæologien og på dyrelivet. Sammen med en gennemgang af studietursprogrammet gør vi os klar til et eventyr i Det hellige Land.
Hver onsdag aften er der højskoleaften. Her er der fokus på fællesskab, samtale, spørgsmål og debat. Nogle gange får vi besøg af mennesker med en tankevækkende livshistorie eller en brændende hjertesag.
I uge 41 og 42 tager vi på studietur til Israel. Læs mere om studieturen her.
Sammenspil for dig, der gerne vil prøve kræfter med to lidt mere krævende genrer: Blues og jazz. Her er der plads til at improvisere på instrumenter og sang, til at lege og til at blive max udfordret. Det er musik, som rører ved dybe følelser i os, som kan styrke din personlige gennemslagskraft og som kan bringe dig i kontakt med ukendte sider af dig selv.
Vi er omgivet af medier, trykte og digitale. De er en enorm kilde til inspiration, underholdning og glæde. De kræver også vores opmærksomhed og et reflekteret forhold til hvilke og hvor meget er et must for den, der vil forholde sig kritisk til, hvor mine holdninger og værdier dannes. Få hjælp til denne refleksion i faget medier og tro.
Vi vil arbejde med de mest centrale, udfordrende og aktuelle afsnit i Paulus’ første brev til korintherne. Det er temaer som kristendommen som en dårskab, enhed og splittelse blandt trosfæller, kristen seksualmoral og ægteskabssyn og Jesu og vores opstandelse.
Faget sætter fokus på kroppen som Guds skaberværk, ved at udforske kroppens styrke, fysik og balanceevne. Du får viden og kendskab til disse igennem introduktioner og klatringsøvelser i sværhedsgrad tilpasset til dig.
I åbent værksted (glas) kan du få en indføring i at arbejde kreativt med glas, adgang til at bruge værkstederne i din fritid og vejledning og udfordringer til at gå ind i skabende processer. Her kan du udfordre/opdage dine kreative evner. Her kan du prøve at give dine tanker et udtryk, skabe noget der handler om noget eller bare lege med et materiale. Nysgerrighed er den eneste forudsætning, der kræves.
NB: Opdateret 13.8.2019 – ret til ændringer forbeholdes.