Kurset rummer to spor til fordybelse: Kajak eller træklatring – suppleret af en lang række særlige oplevelser. Tag din ægtefælle, teenager, søskende, far, kollega, studiekammerat, ven fra kirken eller dit kristne fællesskab med på årets eventyr i uge 26.
Hver morgen vil starte med et fantastisk morgenbord, efterfulgt af en time med undervisning. Årets tema er “Mødesteder”. Vi møder Gud og livet på forskellige måder, og vi vil undersøge nogle af de mødesteder i formiddagens bibeltime, være nysgerrige og afprøvende.
Resten af dagen vil vi fortsætte undersøgelsen gennem outdooraktiviteter.
Parallelt med Outdoorkurset afholdes Krea-bibelkurset – med max 30 deltagere. Bibeltimer og måltider er fælles for de to kurser.
Vi vil på dette spor tage et IPP2 havkajakbevis, hvilket svarer til et kørekort i bil. Beviset udstedes af Dansk Kano og Kajak Forbund og er anerkendt over hele Europa. Du vil herefter være i stand til selv at tage sikker på tur. Undervisningen vil foregå på smukke Vejle fjord, under beskyttede forhold.
Der kræves ingen forudsætninger, kurset er for alle uanset niveau.
Har du lyst til at opleve Guds smukke natur fra søsiden, så er det lige et forløb for dig!
Vi vil på dette spor tage et klatrebevis, hvilket svarer til et kørekort i bil. Beviset udstedes af Dansk Træklatrerforening, og det vil være muligt at fortsætte i deres uddannelsesregi.
Undervisningen vil foregå i bøgeskovene ved Vejle fjord. Der kræves ingen forudsætninger, kurset er for alle uanset niveau – også dig med højdeskræk.
Har du lyst til at opleve Guds smukke natur og kroppens grænser på vej mod toppen af et træ, så er det lige et forløb for dig!
Når du har fået beviset, må du tage skolens udstyr og gå på opdagelse i områdets skove.
Der vil være rig mulighed for at prøve kræfter med forskellige outdooraktiviteter. Mandag aften vil der være introduktion til hængekøjer og bålteori. Det vil være muligt at overnatte i toppen af et træ. Tirsdag aften skal vi køre MTB i skovene ved Vejle. Onsdag skal vi en tur på undervandsjagt med harpun, dykkerbriller og snorkel. Torsdag og fredag skal vi have alt vores udstyr med på en overnatningstur.
Søndag | Mandag | Tirsdag | Onsdag | Torsdag | Fredag | Lørdag |
Ankomst Intro, program Kajak/klatring | Bibeltime Kajak/klatring Hængekøjer Bålteori | Bibeltime Kajak/klatring MTB | Bibeltime Kajak/klatring Undervandsjagt | Bibeltime Kajak/klatring Ekspedition (evt. solodøgn) | Ekspedition Festaften | Oprydning Afslutning |
Se flyeren for Outdoorkursus 2021 her.
Du skal selv medbringe liggeunderlag, sovepose, badetøj og generelt tøj der gerne må blive brugt på en MTB, i trætoppen eller ved bålet. Alt andet udstyr sørger vi for.
Kursusledere:
Højskolelærere Anders Erbs og Stefan Møller Høeg
Bibeltimer:
Kunstner Helle Viftrup
Vi håber på en uge med vind i håret og sol i øjnene – en uge, hvor hverdagen bliver sat på standby. At vi må opleve, at Gud og fællesskabet vil os. Gennem bøn, sang, aktiviteter, latter, tårer, stilhed og meget mere.
“… med øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden, men med de dybe længsler vel bekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden…”