Et kursus for sanser og skaberglæde - hvor vi arbejder skabende med forskellige materialer. Keramik, skulptur og tryk
“På MÆRK vil vi være nysgerrige, lære, afprøve og skabe, i en fri og glad atmosfære.” – Helle Viftrup, kursusleder
Mimi Haahr Kristensen er kunstner og uddannet på Kunstakademiet i Århus 2022 indenfor keramik og maleri. I sin kunstneriske praksis arbejder hun hovedsagligt med naturen både som inspiration, men også ved brug af naturens materialer f.eks. ler, glasur og farvepigmenter. Mimi har lang erfaring med undervisning, som lærer i hele det kreative felt på efterskole og højskole, samt formidling af æstetiske udtryk gennem kreative processer.
På dette kursus er formsproget naturens materiale LER. Startende med en introduktion til gamle danske og japanske modelleringsteknikker, med simple fremgangsmåder. Herefter videreudvikles jeres individuelle æstetiske udtryk ved leg og fordybelse, som frembringer stemninger og budskaber. Ud fra temaet BØN. Der hentes inspiration i naturen som omgiver os, og i brugen af naturlige materialer, bl.a. gennem indblik, hvordan ler/glasur bruges og frembringes gennem danske råmaterialer. Afslutningsvis forglødes og brændes keramikken med raku teknik .
Alle er velkomne og kan deltage også uden forudgående kendskab til faget. Tjek noget af Mimis arbejde ud her ⮕ @mimihaahr
Annie Glistrup er autodidakt Kunstner – alt fra scenekunst, billedkunst, skrotkunst og skulptur. Hun har arbejdet med skulpturer i flere år og fascineres at af det tredimensionelle – At lade hænderne tale – især menneskekroppens udtryk er spændende fordi det er genkendeligt, men de abstrakte værker giver plads til fortolkning og taler mere mellem linjerne.
På kurset vil vi arbejde med både det abstrakte og det figurative udtryk. Vi håber, at nå mindst to skulpturer, en figurativ og en abstrakt. I maks højden af 50 cm. Vi vil have lidt teori, men mest praktisk kreativt arbejde. Vi skal arbejde i fiberbeton, metaltråd, maling, guldstøv og med irring af slagmetal i patineringen. Tjek noget af Annies arbejde ud her ⮕ @annie_glistrup
Helle er højskolelærer og kunstner. Hun har arbejdet i feltet mellem tro og personligt udtryk gennem mange år og afprøvet mange forskellige udtryk.
I år vil hun undervise i indtryk, der bliver til aftryk. Forskellige let tilgængelige trykteknikker, som gelprint, linoleum, pap, dirtypot m.m. Vi vil bruge både akryl- og trykfarver, samt ting vi finder i naturen. Vi vil gå på opdagelse i aftrykkenes verden og inddrage ugens tema. Så noget af arbejdet også bliver en bøn og andet måske afspejler en bøn eller et tema knyttet til bøn. Vi vil glæde os over farver og muligheder og for dem der ønsker det kan nogle af tryk teknikkerne også anvendes på lærred. Det vil være legende og undersøgende og man kan starte der hvor man er.
På kurset MÆRK vil vi undersøge og udforske temaet “Bøn” gennem morgenens bibelundervisning og de mange timer på værkstederne. Vi vil inddrage materialer, sanser og teknikker, og så har vi fundet en række inspirerende og dygtige undervisere, som vil være de primære undervisere på hvert deres spor. Udover de praktiske workshops vil der i dagsprogrammet også være tid til stilletid, fordybelse og selvstændigt arbejde.
Vi vil dykke ned i emnet i formiddagens bibelundervisning og lade det klinge med i det vi laver på værkstederne. Vi vil bruge tid på både at høre om bøn og at lade os inspirere af bøn i vores arbejde med de forskellige materialer.
Til bibelundervisning får vi besøg af David Ingemansen og Peder Kølle, der begge har deres daglige gang som undervisere på Børkop Højskole. Vi skal blandt andet dykke ned i emner som: “Mere end ord – Bønnen som et rum med Gud” og “Hvordan praktiserede Jesus bøn, og hvordan kan det blive til inspiration for os i dag?”
Prisen forudsætter deltagelse i hele kurset med overnatning på skolen.
Prisen inkluderer indkvartering på enkeltværelse, hvor du evt. deler bad og toilet med en anden kursist. Alle måltider, undervisning, udflugter og materialer til fælles opgaver. Sidst på ugen slutter vi af med fest- og deleaften og afsluttende fernisering. Er du elev på et af vores lange kurser i foråret 2025, kan du få rabat på MÆRK-kurset.
Vi bor og spiser godt! Du kan læse mere om vores faciliteter og kost her.
Billeder fra tidligere år.
Vi glæder os til at byde ind i et farverigt, spændende, legende, nysgerrigt, skabende univers.