MÆRK (Krea-bibelkursus)

Pris: 4.300 kr.

29. juni - 05. juli

Max 50 deltagere

Et kursus for sanser og skaberglæde – hvor vi arbejder skabende med forskellige materialer.

MÆRK er et kursus for alle sanser, hvor du selv er med til at forme indhold og udtryk. Du får mulighed for at gå på opdagelse i din tro og gudsrelation. Du kan fordybe dig i et af fire forskellige spor, som alle leder dig gennem fantasifulde indtryk til kreative udtryk.

På kurset vil vi undersøge og afprøve temaet gennem morgenens bibeltime og de mange timer på værkstederne. Vi vil inddrage materialer, sanser og teknikker, og så har vi fundet en række inspirerende og dygtige undervisere, som vil være de primære undervisere på hvert deres spor.

Spor/workshops:

Du skal vælge et af følgende 5 spor, hvor din primære undervisning vil komme til at foregå.

Hvis du vil med på sporet “Dans og bevægelse”, skal du gøre os opmærksom på dette i din tilmelding af hensyn til holdets størrelse.

Akvarelmaleri v. Erik Boye

Erik Boye har selv malet siden han var 14 år. I sit voksenliv har han været højskolelærer og præst og nu er han landskabsmaler.

“Når jeg læser Salmernes bog, ser jeg kroppe, der vandrer, synger, eller synker sammen foran Gud. Jeg ser figurer, der falder eller hoverer. Der er lys og mørke, trompeter, fugle, stjerner og hagl, fanger og poppeltræer. Der er bøn om at beholde sin form midt i tilværelsens bøvlede pløre. Akvarel er velegnet til at arbejde med følelser og kroppe. Når vi maler med vandfarve, oplever vi et kontroltab, parallelt med kontroltabet i livet selv. Jeg kommer med nogle tilbud i værkstedet. Du kan gøre som du vil, men du kommer ikke til at stå på bar bund. Medbring gerne værktøj, farver og papir. Har du ikke selv noget kan du købe/låne det du skal bruge på skolen. I de seneste år har jeg fået mere interesse for akvarel. Jeg kan li når det går stærkt. Nu vil jeg også gerne have det til at gå godt. Jeg prøver at tænke mig om, inden jeg slår et strøg” – Erik Boye

Du kan læse mere om Erik Boye på hjemmesiden www.erikboye.dk eller på Instagram @erikboyemaleri

Udtryk i ler v. Dina Pedersen

Dina Pedersen er uddannet billedkunstner fra Århus kunstakademi med speciale i keramik. Hun er selvstændig og beskæftiger sig mest med den skulpturelle udtryksform. Hun er optaget af sanser, fortælling og et udtryk der peger på Guds sandhed.

“Vi skal arbejde eksperimentelt med det flydende ler. Det fine og flydende porcelænsler og det vilde ler, som vi selv skal ud og grave op. Vi skal dyppe, pensle og støbe med leret. Vi skal undersøge lerets fortællende egenskaber. Vi skal lege. Vi brænder eksperimenterne løbende.

Det vil også være muligt at arbejde med det almindelige ler og rakubrænde på egen hånd ved kursets afslutning. Jeg vejleder gerne, men det er ikke noget der bliver undervist i.” – Dina Pedersen

Tryk med forskellige teknikker v. Lone Gottenborg Jacobsen

Lone Gottenborg Jacobsen arbejder til dagligt som underviser på Børkop Højskole. Hun er optaget af at lege og eksperimenterer med indhold, udtryk og materiale.

“Årets tema vil udfordre os på, hvordan tager vi stemninger og udtryk fra Salmernes Bog over i eksperimentet og kunsten. Vi vil standse op og forundres, vi vil spejle os i salmisten Davids op- og nedture, glæder og frustrationer, og vi vil give rum for at udfordres af salmernes smukke billedsprog.

I denne workshop kommer vi til at arbejde med tryk – alle mulige slags tryk. Blandt andet afprøver vi linoleumstryk og cyanoprint. Vi kommer til at eksperimentere med at trykke på papir, sten, træ, stof, pap osv. Så velkommen i trykkeworkshoppen!” – Lone Gottenborg Jacobsen

Akrylmaleri v. Helle Viftrup

Helle har arbejdet som højskolelærer og selvstændig glaskunstner og de seneste år har hun kastet sig over maleriet som sit udtryk. Helle arbejder konkret abstrakt, med afsæt i forskellige naturfragmenter.

“På kurset her vil vi komme ind på farver, komposition, leg, hvordan komme i gang, afprøve både de store armbevægelser og den stringente form. Der bliver en blanding af inspiration og øvelser og en mulighed for at arbejde med eget udtryk. For mig selv er det livgivende at arbejde med livets store spørgsmål og Guds vidunderlige svar, ved at bruge kunstneriske udtryk”. – Helle Viftrup

Du kan se mere til Helle på instagram @helle_viftrup

Dans og bevægelse – et mødested mellem himmel og jord v. Susanne Jensen og Britta Søes

Susanne og Britta har, siden henholdsvis 2000 og 2007, været en del af en dansegruppe ud fra Århus Valgmenighed. De har begge deltaget i mange dansekurser gennem tiden, og har selv undervist i dans og bevægelse i forskellige sammenhænge – fx i kirker, på lejre/konferencer, i foreninger, på retræter, og som indslag til fx bryllupper og dåb mv.

Susanne Jensen

Er Sosu-assistent og psykomotorisk terapeut. Jeg er særligt optaget af krop, bevægemønstre- og udtryk. Og hvordan dans inddrages i gudstjenesten. Siden 2015 har jeg ledt ”Bøn i bevægelse” i Aarhus, via organisationen Areopagos.

Britta Søes

Diakon og Kirke- og kulturmedarbejder. Jeg brænder særligt for kredsdanse, hvor Jesus er i centrum. Er for tiden nysgerrig ift. hvordan der gennem dansen og fællesskabet, kan ske både indre og ydre lægedom. Jeg holder af at lave dansekoreografier til musik, der på en særlig måde berører mig.

Velkommen til et nyt SPOR med dans og bevægelse. Her vi vil, med afsæt i MÆRK-kursets tema, have fokus på at udforske dans og bevægelse som et mødested mellem Gud (Treenigheden), os selv og i fællesskabet. Vi vil lovprise og bede til Gud med kroppen. Finde fælles- og egne udtryk på en legende og glædesfyldt måde. Der vil være plads til fordybelse og til at lade os berøre af, hvad Gud gør i os som enkeltperson og i fællesskabet. Genrerne vi bevæger os til vil bl.a. være: Salmer, sange og bibelvers; israelske danse; lovsangsdanse og danse af mere meditativ karakter. Derudover vil vi bede på kreative måder og bruge forskellige virkemidler fx stof og flag.

Om du har danseerfaring eller ej betyder mindre – det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at bevæge dig og lade dig bevæge.

Praktiske oplysninger

På MÆRK vil din primære undervisning finde sted på dit valgte spor, hvor vi vil være nysgerrige, lære, afprøve og skabe, i en fri og glad atmosfære. Udover workshops på de enkelte spor er der i dagsprogrammet også sat tid af til stilletid, fordybelse og mulighed for at arbejde selvstændigt.

Bibeltimerne afholdes på tværs af alle spor af forskellige lærere, der til dagligt er tilknyttet skolen. Søndag er der friluftsgudstjeneste, og sidst på ugen slutter vi af med fest- og deleaften og en afsluttende fernisering.

Prisen forudsætter deltagelse i hele kurset med overnatning på skolen.

Prisen inkluderer indkvartering på enkeltværelse, hvor du evt. deler bad og toilet med en anden kursist. Alle måltider, undervisning, udflugter og materialer til fælles opgaver. Er du elev på et af vores lange kurser i foråret 2024, kan du få rabat på MÆRK-kurset.

Følg med her på siden, hvor der løbende vil komme mere information.

Ses vi?

Vi glæder os til at byde ind i et farverigt, spændende, legende, nysgerrigt, skabende univers.

50-års Jubilæumskursus

50-års Jubilæumskursus

"En “once in a lifetime” mulighed for at genopleve dit bibelskoleophold eller komme på det bibelskoleophold, du ikke fik som ung."

Pris: 5.000 kr.

22. - 28. juni

Max 70 deltagere

Kursus i sjælesorg

Livet under pres - og under nåden

Pris: 8.749 kr.

15. - 28. marts 2025

Max 24 deltagere

Seniorhøjskole

Tema: Herren er min styrke og min lovsang

Tema: Herren er min styrke og min lovsang

Pris: 4.200 kr.

26. august - 01. september

Max 64 deltagere

Tilmeld dig vores nyhedsmail

Vil du gerne høre mere om Børkop Højskole og vores elevers hverdag? Så modtag vores nyhedsmail. Vi kommer ikke til at spamme dig – det lover vi.